Kommunionens Mysterium (Den Hellige Nadver)
Man bør forberede sig på nadveren i god tid, over flere dage, på en passende måde, både åndeligt og legemligt: ved at faste, bevare sit legeme i renhed, læse de Hellige Skrifter, fokusere på det guddommelige snarere end det jordiske i sit indre, afvise distraktioner, der distraherer sindet fra Gud, forsone sig med alle mennesker, ikke dømme sin næste, have hjertelig sønderknuselse over sine synder, bede inderligt, deltage i alle gudstjenester, om muligt, udvide sin private bønneregel (især for dem, der ikke har mulighed for at komme i kirke), huske Frelserens lidelser på korset for vor frelses skyld, Hans herlige Opstandelse, Hans umålelige kærlighed til os og endelig ærbødigt reflektere over Hans ubegribelige storhed og nådefulde kraft.
Man må ikke nærme sig Kristi kalk uden at skrifte. Efter skriftemålet velsigner præsten en til Kommunionen.
Man forbereder sig på skriftemålet ved at reflektere over sit tidligere liv – sine synder begåede siden seneste skriftemål. Man kan endda skrive nogle ting ned, som man kort vil dele ved skriftemålet. Men det vigtigste er fuldstændig oprigtighed og et ønske om at ændre sit liv, så Kristus bliver Deres Ven, Vejleder, Konge og Herre. Man kan skrifte, når behovet opstår. En opmærksom person vil dog have svært ved at skrifte mindre end én gang om måneden. Vi har mange vaner, der ikke kan ændres natten over. Så nogle synder kan vende tilbage. Målet er dog at undgå at gentage dem, bryde dårlige vaner og tilegne sig gode vaner.
At bekende sine synder ved skriftemålet er obligatorisk inden nadveren, altså før man kan nærme sig Kristi Kalk, som er den nærmeste deltagelse, indtagelsen af hele Hans liv til helbredelse af ens eget liv. Dette er KOMMUNION.
NÅR DET IKKE ER SÆDVANE AT FORBEREDE SIG TIL NADVEREN MED FASTE:
Faste er en nødvendig åndelig praksis, der går forud for skriftemålets og kommunionens mysterier. Men det er i den Ortodokse Kirke traditionelt set ikke sædvanligt at forberede sig til nadveren ved streng faste i løbet af “fastefri uger” – uger i løbet af året, hvor man ikke faster grundet fejringen af en af de store højtider.
Disse fastefri uger er: – ugen efter tolderens og farisæerens søndag, – Fastelavn – Den Lyse Uge – den første uge efter Påske – den første uge efter Pinse, efterfulgt af den apostolske faste – Juletiden, fra Kristi Fødsel til aftenen inden Teofanien. I denne periode forbereder de troende sig kun under særlige omstændigheder (f.eks. inden et større kirurgisk indgreb) med deres åndelige faders velsignelse til Kommunionens Mysterium ved at faste. I påsketiden findes der forskellige skikke; også her er det bedst at konsultere en præst individuelt.
FORBEREDELSE INDEN KOMMUNIONEN:
Almindeligvis forbereder man sig til den hellige nadver med en bønneregel, hvis detaljer er beskrevet i bønnebogen. Inden den guddommelige liturgi eller aftenen inden, bør man læse “Ordningen for forberedelse til den Hellige Kommunion” i bønnebogen. Man kan dog gradvist bede disse bønner ved behov, hvorfor dette er et separat emne, som kort kan tages med præsten efter skriftemålet.
Forberedelsen til nadveren består af en tre dages faste (på dage, hvor der ikke i forvejen er nogen fastlagt faste) uden kød eller mejeriprodukter, eller mere strengt – uden fisk; eller for dem, der ønsker det endnu mere strengt – uden olie, altså “madolie” (f.eks. ingen stegte kartofler). Efter skriftemålet aftenen før kan man stadig spise et let måltid, men – senest ved midnat – må man ikke spise noget: ingen spisning, drikke, rygning, ingen slik eller tyggegummi…
For folk, der regelmæssigt tager del i de Hellige Mysterier, regnes de tre dages faste inden nadveren for faste onsdag, fredag og lørdag, såfremt man tager del i nadveren søndag.
OM MORGENEN PÅ DAGEN FOR KOMMUNIONEN:
Det allerførste vi indtager den næste morgen, er Kristi Hellige Gaver, Kommunionen fra Kalken i slutningen af Liturgien.
Spørgsmål: Er det tilladt at børste tænder før nadveren?
Svar: Det er ikke kun tilladt, men det er også nødvendigt. Ingen ville dog synke tandpasta eller spise en tandbørste, selvom de var sultne. Det eneste, man skal undgå, er at synke vandet, som vi skyller munden med. Hvis man er uerfaren, kan man ved et uheld synke lidt – kirkefædrene råder til ikke at skandaliseret/forarget i et sådant tilfælde, for det er ikke “at drikke”. Ikke desto mindre er årvågenhed og forsigtighed i denne henseende altid god.
Voksne, der kommer for sent til gudstjenesten, bør ikke nærme sig deltagelsen i Kristi Legeme og Blod. Spædbørn får del i nadveren uden skriftemål indtil syvårsalderen og vænner sig gradvist til lange gudstjenester. Inden liturgien læses bønner kaldet “Timebønner” (disse er to korte gudstjenester, 10 minutter hver, læst fra kl. 9:40 til 10:00). At stå ved timebønnerne og deltage i dem ved at lytte af hele sit hjerte er en god forberedelse til det, der følger. De, der forbereder sig på at modtage nadveren, bør stå opmærksomt og ærbødigt under hele liturgien, som begynder om søndagen kl. 10:00 (på hverdage kl. 8:00 og om lørdagen kl. 9:00).
DEN GUDDOMMELIGE LITURGI…
Liturgiens begyndelse. Udråbet “Velsignet være Faderens og Sønnens og Helligåndens Rige…” åbner selve Kristi Rige for vore hjerter.
Første del, ”Ordet”: to salmer synges, efterfulgt af versene fra “Salighedsbudene…” fra Kristi evangeliske prædiken (kapitel 5 i Matthæusevangeliet), hvorunder Evangeliebogen, Guds Ord, bæres frem. En højtidelig INDGANG med Evangeliet i alteret, i “Det Allerhelligste”, finder sted. Guds ord læses højt: apostlenes breve og selve Evangeliet. Der kan være flere læsninger. Efter evangelielæsningerne stiger vi, som “op ad en stige”, gennem bønfaldende anmodninger (ektenier), op til anden del af Liturgien.
Anden del, ikke længere et ord, men en realitet – “Ordet blev kød” – er overbringelsen af Kalken og velsignelsen af Gaverne. INDGANGEN finder sted igen, ikke en “lille”, men denne gang en “stor” indgang. Den store indgang sker med kalken, der indeholder vin og vand, og diskos, hvorpå det forberedte brød hviler. Efter at brødet og vinen er placeret på alterbordet midt i alterrummet, følger “stigen” med bønner igen. Således lægger vi de første 50-60 minutter af liturgien bag os. Menigheden synger “Trosbekendelsen” – om den Treenige Gud og skabelsen, om Kristi Frelsers værk og om Kirken. De sidste ord: “Jeg forventer (dvs. jeg venter på) de dødes opstandelse og den kommende evighed liv.”
Kristi værk, Hans liv, er udeleligt. Det er det evige liv, åbenbaret for os i tiden. Men her overskrides t iden. Det er præcis, hvad der sker under Liturgien: indgangen til vores evighed med Kristus. Vi bliver indbudt til dette ved ordene: “Lad os stå oprejste, lad os stå i ærefrygt, lad os være opmærksomme, så at vi i fred kan frembære det Hellige Offer!”. Efter udråbet “Lad os takke Herren” ofrer vi taksigelse for “alle de velgerninger,” Han ”har gjort mod os, for dem, vi kender til, og dem vi ikke kender til, for de åbenbare og skjulte” – og for den største velgerning, nemlig denne tjeneste, som Kristus har givet os, Han, som gav Sig Selv og hele Sit liv, så at også vi kunne leve i Hans kærligheds fylde. Han ofrede sig selv og vi ofrer os selv til Ham – og de forberedte gaver (brødet og vinen) bliver Hans uadskillelige liv gennem påkaldelsen af Helligånden og velsignelsen – nye dimensioner af det altomfattende liv åbenbares, sammen med alle de hellige.
Den tredje del, opstigningen til den hellige Kommunion: Selvfølgelig er hele liturgien en “opstigning”, men dette er den sidste fase. Det afsluttes med, at kommunikanten går op ad trinene (normalt tre) til “ambonen”, til selve dørene ind til alteret, kaldet de “Kongelige Porte”, så de her ved indgangen til Paradis, dvs. alteret, kan modtage hele paradiset, hele Kristus, hele Guds Rige. Dette er den himmelske føde, som Kristus har forjættet, og som Han engang sagde, at hvis vi ikke tager del deri, vil vi ikke “have livet i os” (Joh. 6:53) – der menes selvfølgelig det liv, som Han har tilvejebragt, og som Han lever i, alt imens vort timelige liv vil flyde ud i intetheden.
Og således, efter endnu en “stige af bønner”, stiger vi op til den bøn, som Kristus selv lærte os – “Fader vor…” Hele bøger er blevet skrevet om denne korte, enkle bøn. Efter “Fader vor” udråbes: ”Det Hellige for de Hellige!”, og efter at præsterne har kommuniceret inde i alterrummet med dørene lukkede, ligesom apostlene engang tog del i nadveren med Kristus, åbnes alterdørene (“De Kongelige Porte”), og Kristi Kalk bringes ud, så de troende kan tage imod den Hellige Kommunion.
SÅDAN NÆRMER MAN SIG KALKEN:
De troende har bekendt deres synder, modtaget velsignelse og nærmer sig med hænderne foldet over brystet (de gør ikke korsets tegn foran selve Kalken for ikke at vælte den ved et uheld). Tøv ikke med at åbne munden vidt og bredt; dette vil gøre det lettere for præsten at give de Hellige Gaver. Bøj aldrig hovedet nedad, da det er umuligt at overgive gaverne nedefra og opad. Det er bedre at vippe hovedet let tilbage, og for høje personer bør man bøje lidt i knæene, således at munden er plan med Kalken; dette vil forhindre præsten i at bekymre sig om, at noget af det Hellige tabes på gulvet. De modtagne hellige gaver skal synkes med det samme, og derefter skal kanten af kalken kysses (som de myrrabærende kvinder faldt for den opstandne Herres fødder og mødte Frelseren tidligt om morgenen i haven på opstandelsesdagen). Uden at korse sig træder kommunikanten væk fra Kalken. Man kan, efter man er kommet ned fra ambonen, vende sig mod kalken, bøje sig og gøre korsets tegn i taknemmelighed, men man gør aldrig korsets tegn foran selve Kalken. En varm efterdrik venter Dem nedenunder til at skylle Deres mund og læber, for derefter at synke det. Indtil aftenen efter nadveren bør man ikke børste tænder eller spytte, da man ønsker at bevare sine læber (også mod overflødige ord). Faktisk omfavner den Hellige Nadver hele mennesket – vi er nu Kristi.
Liturgiens afslutning: Efter det øjeblik, hvor Kalken bæres ind i alteret, følger højtidelige, triumferende kirkelige hymner, hvorimellem præsten velsigner alle i kirken med Kalken. Idet præsten i alteret først stille siger ordene “Velsignet er vor Gud”, bringer han Kalken frem, løfter den og velsigner alle i kirken med den og siger “stedse, nu og altid og i evigheders evighed”. Kalken bæres nu bort. Herefter følger “Bønnen bag ambonen”, såkaldt fordi præsten stiger ned fra ambonen. Efter denne bøn holder præsten almindeligvis en prædiken. Og efter
“afskedsvelsignelsen” kommer de troende op og kysser korset (de kysser Frelserens fødder på korset og derefter præstens hånd).
Om korsets tegn: Når man gør korsets tegn, skal man først vænne sig til bevidst og fast at bøje lillefingeren og ringfingeren, så spidserne rører håndfladen og ikke hænger løst fra hinanden. Disse to fingre symboliserer vores tro på, at Kristus er én person, men i to naturer – både Gud og menneske. Guds Søn blev Menneskesønnen. Sådan åbenbarede Han den Treenige Gud for os: Faderen, Sønnen og Helligånden. Først efter Hans nedstigning fra himlen og tilsynekomst på jorden, og kun fra Ham – Sønnen i to naturer – lærte vi om Treenigheden, de tre Guddommelige personer i et enkelt Guddommelig Væsen. Kun ved at folde de to fingre, og ved at strække de tre resterende fingre og samle dem, langfingeren, pegefingeren og tommelfingeren, bekender vi Treenigheden som én og udelelig. Således udtrykker alle fem fingre – to og tre – vores ortodokse tro på én Gud og Kristus Frelseren, ved Hvem menneskeheden kan få barnekår hos Faderen.